Såner
Oluf Ryghs presentasjon i NG:
Såner |»sånær|,|»så:nær?| er gnr 19 i Vestby: a Husæby 1347, i Husaby 1348, i Husæby 1349, a Husaby 1349, i Husaby 1368, i Husæby 1391, 1399, 1402, a Husaby 1442, Hußeby 1593, Husby 1600, Huusebye 1723.
Rygh: «Medens Gaarden nu kaldes Saaner, skrives den, som man ser, fra 1347-1723 stadigt Huseby. At forklare dette paa den Maade, at Huseby skulde være det oprindelige Navn, og Navnet Saaner siden overført fra Bygden og Sognet paa Gaarden, hvor Kirken stod, synes lidet rimeligt: en saadan Navneforandring kan neppe heller paavises andensteds. Sandsynligvis hænger det saaledes sammen, at Sánar er det gamle Navn, som engang i den tidligere Middelalder af en Eier er blevet ombyttet med Húsabýr …. Som det ofte gaar, har det nye Navn dog ikke helt fortrængt det oprindelige og tilvante, der fremdeles har holdt sig i Brug i Bygden og tilsidst har gjenerobret sin gamle Plads, saa at Navnet Huseby nu kun existerer paa Papiret. – Om Betydningen af det visselig meget gamle Navn Sánar har jeg ingen Mening. Det ligger nær i Stammen Sán her i Vestby at søge et Elvenavn, der da enten maatte tilhøre den lille Elv, der løber forbi Kirken, eller selve Hølens-Elven, hvori den ikke langt nordenfor falder ud. For den sidste Antagelse taler, at ved den sidste Elvs Udløb i Fjorden ligger Ladestedet Son (udtalt med langt, lukt o, skr. Soon 1410 i DN V 331), ogsaa vistnok opr. Gaardnavn, som man vanskelig kan undgaa at sætte i Forbindelse med Sánar, og som vel lydlig ogsaa kan forenes dermed. I samme Form som i Saaner have vi vel denne Stamme i Saanum i Halsaa Sogn ved Mandal; til Formen Son svarer Elvenavnet Són, nu Sona, i Stjørdalen (AB. 40). Ogsaa Sønavnet Soneren i Sigdal hører mulig hid».
Son eller Soon i annan kontekst:
Sam. savō el. savōi el. savōn el. savvun (Gällivare og Jokkmokk) er «sel, lugvatten mellan två forsar i älv el å». I Jokkmokk har savvun den tydinga, men savōi er «jämn, lugn, ganska stark strøm i älv el. större vattendrag i rätt stark lutning; man kan vada och även ro över savōi» (Grundström 943).
Allmenngyldig er ikkje «mellan två forsar»: savú, savún, savúi, savúv, savvun, gen savvuna, likeins ss suvvënë (jf fi suvanto) er utlagt «sel, lugnsträcka i älv eller å»; sv sel er, i Norrland især, «bred, stundom sjöliknande del av älv med lugntflytande vatten» (OSLO 190, SAOB). Forma suvvënë blir på normert ss skrive sovvene, utlagt som «hå, lon, stiltflytande utviding av elv».
Mellom sjølve Soneren i Sigdal og Kråkefjorden er Sundet stiltflytande; Sundet heiter også det eine av 2-3 tronge renner ved Sånum i Halså> Lindesnes. Frå Østre Sonvatnet i Stjørdal (dels Meråker) renn den like stille Silra til Ytre Sonvatnet: Vatna blir vel i røynda sett på som eitt vatn og har ss namn Suvnvahne (Hasselbrink).
Frå Suvnvahne renn elva Sona (kanskje primærnamnet): Mellom bruka Øyster-Sona og Ner-Sona i siste del av elvefaret finst det ei elveutviding kalla Langhølen: Det siste fører oss atter til Vestby, der den markerte utvidinga i vass-faret også heiter Hølen. Elva har fått att sitt gamle namn Såna, og det ser ut til at Soon først var namn på Hølen, men glei over til ladestaden ved sjøen (såkalla denotasjonsendring) – og at Såner el. rettare Sånar? helst var elveutvidingane lenger opp, med Såner kyrkje og garden Fosser.
Omtvista har vore om Son eller eldre form Soon var mest korrekt? Interesserte kan merke seg at sauwon i varianten soon (utt. med lang å) er oppslag i Lexicon Lapponicum (s. 427). Kontraksjon av ss sovvon (Sorsele-variant av ss sovvene) vil pga annan ortografi derimot gje soon, og då uttalt med lang o.